Den moderne David brugte ikke en slynge, men skød en pil igennem æblet på hovedet af Goliath i denne version af den gamle fortælling. Og så glæder vi os vel altid, når den lille bliver den store, ikke?
David, det er i dette tilfælde podhead.dk, og Apple fik denne gang lov til at være i den store og skurkens rolle, da de ikke ville tillade den danske podcasterportal at opnå varemærkebeskyttelse af navnet podhead. Apple havde allerede varemærkerne “pod” og “iPod”, men det var altså ikke nok til at kunne hindre podhead.dk i at opnå varemærket. I første omgang i hvert fald, for Apple har mulighed for at anke afgørelsen.
Apple er tidligere kendt for at være rask ude med riven, og det er bl.a. gået ud over ipod.dk, der måtte lukke, men også den danske podcaster Karin Høgh, er blevet kontaktet. Dog ikke for at bryde med varemærkeregler, men fordi hun kun nævnte, at man kunne bruge en MP3-afspiller til podcasts. Apple insisterede kraftigt på, at hun bad folk bruge en iPod.
Jeg ved ikke … det er ikke den slags metoder, der ville virke over for mig i hvert fald.
Til lykke med første runde til podhead.dk! Bravo!

{ 2 } Comments
Mange tak for støtten, Britt!
Det hjælper i en kold tid
Venlig hilsen
Marc
podhead.dk
Velbekomme, Marc! Jeg føler med dig. Vi har selv prøvet at slås mod nogle af de store, og man skal være stærk og have masser af energi.
Skriv en kommentar
Læs evt. om, hvordan du får dit billede på ved kommentaren.